IS

På nettsiden:

Kontakt oss

Om IS

Temaoversikt:

1968

Afganistan

Antikapitalisme

Antirasisme

Faglig kamp

Klima

Krigen i Irak

Kultur

Kvinnekamp

Marxisme

Midtøsten

Nasjonalisme

Økonomi

Søk i arkivet

Avansert

website stats

space
space

boks Hva skjer

boks Lenker

boksInternasjonal Sosialisme

Møter, seminarer, demoer. Se hva som skjer. [mer]

Motstand på nettet [mer]

Abonner på Internasjonal Sosialisme. [mer]

Klima:

Kloden brænder

saa275_s10_temperatur_graf.jpg

For få år siden var “global opvarmning“ noget som kun klima-forskere og nogle få miljø-freaks snakkede om. I 2007 blev det et spørgsmål, som alle har en mening om. Selv Fogh havde det med – som en sidebemærkning – i sin nytårstale. Men hvad handler det om? Hvor stort er problemet? Og kan vi gøre noget ved det?

linje

Publisert: 01.02.2008

Problemet er ganske enkelt – men har meget omfattende konsekvenser: Klodens temperatur stiger. 11 af de seneste 12 år (1995-2006) hører til blandt de varmeste 12 år siden 1850. Både jord- og vandtemperaturer stiger med stigende hastighed.

Det betyder at havet stiger, pga. varmeudvidelsen og fordi isen smelter fra gletschere og bjergtoppe og fra polerne. Nedbøren er steget i nogle dele af verden og faldet i andre. Temperaturerne på den nordlige halvkugle fra 1950-2000 er højere end i nogen anden 50 års-periode i mindst 800 år.

Alt dette er veldokumenteret og uden for videnskabelig debat.

Det samme er årsagen til denne opvarmning, nemlig stigende udledning af drivhusgasser, altså menneskeskabt. Drivhusgasserne er især: CO2 (kultveilte, som er langt den vigtigste), CH4 (methan) og N20 (lattergas).

Udledningen af drivhusgasser er fra 1970-2004 steget med 70 pct. og er langt over før-industrielt niveau – målt mange tusinde år tilbage (650.000-800.000 år for CO2).

Drivhusgasserne danner et lag rundt om jorden, som hindrer solstråler i at blive kastet tilbage ud i rummet. I stedet bliver energien inde i jordens atmosfære og er med til at hæve temperaturen.

Problemet vokser

Det er ligeledes uden for debat, at problemet vokser – men der er en videnskabelig debat om hvor meget.

IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change – FNs klimapanel) består nu af 2.500 videnskabsfolk fra 130 lande og har siden 1988 analyseret alle tilgængelige data. De har udsendt 4 rapporter, den seneste i 2007. For hver rapport er der kommet nye data til, som kun har styrket faresignalerne fra tidligere rapporter.

Selv om der er debat om det præcise omfang, så er de vigtigste konklusioner imidlertid uden for debat, nemlig:

• hvis der ikke ændres politik, vil udledningen af drivhusgasser fortsætte med at stige

• selv hvis udledningen fastholdes på år 2000-niveau, vil temperaturen fortsat stige (0,6 grader Celsius inden år 2100)

• man ved ikke, hvad der sker med klimaet, hvis temperaturen stiger mere end 2-3 grader

Det sidste skyldes, at klimaet er et komplekst balanceret system af luft-, hav- og temperaturstrømme. Når fx isen ved polerne smelter, så betyder det ikke kun, at havet stiger: Is kaster nemlig mere sol tilbage end jord, så der er en selvforstærkende virkning.

Og hvis de store tundra-områder i fx Sibirien begynder at tø, vil der frigives store mængder methan (en drivhusgas langt kraftigere end CO2). Det er især størrelsen af disse selvforstærkere, den videnskabelige debat går på – fordi det ikke er sket før i større omfang.

Tidligere klimaskift er ofte sket meget pludseligt (stor stigning eller fald inden for måske 10 år), fordi den gamle balance ikke har kunnet holde og har skullet finde en ny.

Fare!

Vi kan nu sammenholde ovennævnte facts med IPCC’s modelberegninger. Alle modeller har nogle sandsynligheds-udfald: bedste fald, værste fald og mest sandsynligt.

Alle modellers “værste falds-resultater“ giver en gennemsnits-temperatur-stigning på mindst 2,9 grader inden år 2100 (hvor man ikke ved, hvad der vil ske ved en stigning på over 2-3 grader!).

Alle modeller undtagen én (af 6) når frem til en sandsynlig temperatur-stigning på mindst 2,4 grader. De to modeller med de højeste sandsynlige resultater er på hhv. 3,4 og 4 grader og i værste fald 5,4 og 6,4 grader. Alle stigninger er i forhold til perioden 1980-1999.

Indtil videre har vi kun snakket tal. Men når de fleste beregninger fører til, at vi ikke ved, hvad der vil ske med klimaet (over 2-3 grader), er det klart, at IPCC råber: Fare!

Konsekvenser

Ifølge modellerne vil havet stige mellem 20 og 60 cm frem til år 2100. Men det er gennemsnitstal for hele kloden. I Alaska er temperaturen allerede steget over 2 grader fra 1970 til 2004.

Virkningen af dette er global: Isbjerge til havs vil forsvinde permanent i store områder, perma-frost-områder bliver til tø-områder. Langt flere tilfælde af virkeligt hede somre, ekstreme nedbørsmængder og storme.

Udsving i nedbør og temperaturer fører til ændrede klimazoner. Det betyder ændringer i sygdoms-mønstre samt at en lang række dyre- og plantearter vil uddø.

Allerede fra 2-3 graders stigning vil store områder med koral-rev uddø. Mange afgrøder vil ikke længere kunne dyrkes i fx Mellemøsten, Mellemamerika og Sydasien. Lavtliggende øer er allerede så småt begyndt at forsvinde.

Ved 3-4 grader regner man med at 30 pct. af verdens havnære vådområder vil gå tabt – de er livsvigtig for ernæringen af millioner af mennesker. Hedebølger, oversvømmelser og tørke vil ramme store områder.

Sociale konsekvenser

Selvfølgelig vil naturen finde en ny balance – over tid. De økosystemer, vi lever af i dag, er skabt over årtier og århundreder og kan ikke bare lige reetableres. Og selv om der sandsynligvis sker hurtige temperatur-skift, vil en ny temperatur-balance måske først indstille sig efter 2-400 år.

Vi snakker altså om natur-katastrofer i tsunami-omfang, måske flere gange om året i en lang periode. Det betyder sult, sygdomme, millioner af døde, 100-vis af millioner, som bliver drevet fra hus og hjem og ud i fattigdom.

De hårdest ramte er ofte fattige områder med dårligt (eller intet) sundheds-system og uden en økonomi, som kan håndtere de sandsynlige katastrofer, hvis vi ikke gør noget drastisk.

Og det starter ikke først i år 2100. IPCC regner fx med at der i år 2020 (om 12 år) vil være 75-250 millioner mennesker i Afrika, som bliver udsat for ekstrem vandmangel. Udbyttet fra afgrøder, som er afhængige af vand, vil falde med 50 pct. med sult og fejlernæring til følge. Andre følger vil komme andre steder i 2030, 2050 osv.

Hvad kan vi gøre?

IPCCs forudsigelser tegner et dystert billede. At købe el-spare-pærer og huske at slukke fjernsynet løser ikke problemet.

Men IPCC peger samtidig på, at der er tekniske løsninger og økonomiske ressourcer til stede på globalt plan – men de er ulige fordelt.

Vi kan altså stoppe denne udvikling, hvis vi vel at mærke handler nu.

Det betyder ikke “tilbage til stenalderen“ – men derimod at ressourcer, der i dag går til fx oprustning, skal bruges til at omstille produktion og transport til CO2-neutral drift.

Det vil i første omgang sige tre ting: Energi-besparelser, massiv omlægning til vedvarende energi og 100 pct. økologisk drift i landbruget.

Hvad gør “man“?

“Man“ – regeringer og multinationale selskaber – snakker en del, men gør meget lidt. Fx har Bendt Bendtsen stort set stoppet opstillingen af vindmøller allerede i januar 2002 – 2 måneder efter Fogh-regeringen kom til magten – med henvisning til “bekymring for konkurrenceevnen“.

I 1997 blev den berømte Kyoto-aftale indgået. Ifølge den skulle de udviklede lande reducere deres CO2-udledning med 5 pct. i forhold til 1990-niveauet mellem 2008 og 2012. Siden da er fx Japans udledning steget 7 pct., Italiens 7,4 pct, Spaniens med næsten 60 pct.

Kyoto-aftalen indeholdt mindst tre store svagheder:

1) USA er ikke med i aftalen. USA har 6 pct. af verdens befolkning, men står for 25 pct. af klodens CO2-udledning. USA vil kun være med, hvis fx Kina og Indien reducerer tilsvarende. Men selv om fx Kinas udledning stiger, så udleder hver kineser kun 1/6 af hvad hver amerikaner udleder.

2) Handel med CO2-kvoter. Hvis ét land eller firma ikke udnytter sin CO2-kvote, kan de sælge den til andre. Rige lande og kapitalstærke firmaer kan købe sig til en CO2-udledning, som ellers ikke ville finde sted.

3) Ambitions-niveauet er alt for lavt. Selv hvis aftalen blev overholdt, har den kun kradset i overfladen. De første 5 pct. er de “nemmeste“, hvorimod at gå fra 5 pct. til 80-90 pct. i løbet af de næste 30-40 år kræver langt mere drastiske ændringer.

Falske løsninger

Bio-brændsel er en “løsning“, som er i kraftig vækst. Produktionen er fordoblet de seneste 5 år og fordobles igen de næste 4 år. USA og EU har som mål at erstatte 15-20 pct. af deres benzin/diesel-forbrug med ethanol de næste 10-15 år. I Danmark er det også en del af både regeringens og Socialdemokratiets klima-politik.

Men bio-brændsel har store problemer. Dels er den langt fra CO2-neutral. Og selv om fx USA brugte al sin majs til at producere ethanol, så ville det kun erstatte 7 pct. af olie-forbruget.

Men der er flere problemer. En stor del af produktionen af bio-brændsel sker ved at afbrænde skov for at indvinde landbrugsjord. Skov-afbrændingen i fx Brasilien og Indonesien frigiver enorme mængder CO2 og ødelægger livsgrundlaget for 10.000er af mennesker.

Bio-brændsel betyder at der afbrændes fx majs, der ellers kunne bruges til mad for millioner af mennesker. I Mexico har det allerede ført til protest-demonstrationer mod prisstigninger på fødevarer. Verden over protesterer miljøorganisationer og andre mod bio-brændsel.

En anden falsk løsning er naturligvis atomkraft, som selv nogle (få) folk i klima-bevægelsen nu er villige til at acceptere. Men atomkraft er både farligt og dyrt – og langt fra CO2-neutralt. Tjernobyl-katastrofen i 1986 burde være nok til at stoppe den slags tanker.

Hvad skal der til?

En reel løsning på at stoppe den globale opvarmning handler om at sænke CO2-udledningen med omkring 90 pct. i løbet af de næste 30-40 år. Skal det ske globalt retfærdigt, skal CO2-udledningen i fx USA og Canada sænkes med mindst 95 pct.

Teknologierne er allerede kendte – selv om de skal udvikles yderligere. Det kræver massive investeringer, som ligger helt uden for nyliberalistiske politikeres tankeverden.

Danske politikere har i årtier nægtet at investere i kollektiv trafik – trods motorvejskøer og enorme miljø-problemer fra privat-bilismen. En effektiv CO2-reduktion vil kræve massiv omlægning til kollektiv transport på kort tid.

Eller tænk på landbrugets forbrug af kunstgødning og husdyrenes forbrug af korn. En effektiv CO2-reduktion vil kræve, at landbruget tvinges til at dyrke økologisk i løbet af få år.

Eller industriens “just-in-time“ princip, hvor enorme mængder varer transporteres rundt i lastbiler hver eneste dag. En effektiv CO2-reduktion vil kræve, at langt større dele af produktionen foregår i nærheden af, hvor den skal anvendes – ikke på den anden side af kloden.

Markedets fallit

En sådan omstilling kan ikke løses af markedskræfterne – hverken nationalt og slet ikke globalt.

Det kræver indgreb og en bevidst planlægning. Det kræver at nøgle-teknologier frigives til brug for alle, der har behov (så fx patenter og hemmelig forskning ikke stopper udviklingen). Og det kræver, at forholdet mellem rige og fattige lande ændres, så det ikke fortsat er de fattigste landes lod at producere for et globalt marked til minimumslønninger.

Abstrakt set er der ikke noget i vejen for, at kapitalisme og markeds-økonomi kan producere CO2-neutralt. Problemet er, at kapitalismen ikke er abstrakt og lærebogs-agtig. I den konkrete kapitalisme er de stærkeste magter og de største selskaber baseret på rigelige forsyninger af olie og kul.

Den konkrete kapitalisme er ikke udveksling af varer på et frit marked. Den handler om magt – som de seneste års olie-krige har bøjet i neon. Når USA fx er villige til at gå i krig for blot en del af verdens olie-profitter, hvad så når det handler om langt større indsatser?

Kapitalistisk CO2-reduktion vil være globalt uretfærdig. Den vil føre til nye krige. Og undervejs vil 100-vis af millioner af mennesker dø eller blive tvunget til at flygte fra de katastrofer, som markeds-kapitalismen vil lade ske for at fastholde profitter og magt.

Klimabevægelse

En globalt retfærdig og økologisk forsvarlig klima-politik kan kun skabes af en folkelig bevægelse med klare og enkle krav. I den kamp er vi oppe mod de samme kræfter, som når vi snakker krig i Mellemøsten eller nyliberalistisk nedskærings-politik.

Der skal opbygges en særskilt klimabevægelse til at gøre opmærksom på problemerne og til at aktionere for forandringer. En bevægelse, som er global i sit udsyn, men som også stiller kravene til de hjemlige magthavere og mobiliserer nationalt. Tænk globalt – handl lokalt.

Et bud på centrale krav for en sådan bevægelsen kunne være:

1. En minimums-CO2-reduktion baseret på tallene fra IPCC (FNs klimapanel) skal gennemføres ved en national handlingsplan.

2. Alle løsninger skal være økologisk bæredygtige. Omstilling til 100 pct. vedvarende energi er et afgørende og centralt element. Atomkraft og bio-brændsel er ikke en løsning.

3. Alle løsninger skal være globalt og socialt retfærdige. Derfor afviser vi fx bio-brændsel og CO2-kvoter. Og fattige lande skal have hjælp fra den rigere del af verden både til at omstille produktion og infrastruktur og til at afværge følgerne af de klimaskabte katastrofer, der allerede er på vej.

4. Alle teknologier, der kan medvirke til CO2-reduktion og bæredygtighed globalt, gøres tilgængelige for alle efter open source-princippet.

5. Klimabevægelsen vil samarbejde med alle, der bakker op om disse principper, for at mobilisere det maksimale politiske pres for at stoppe den globale opvarmning.

Kimene til en sådan bevægelse er allerede i gang, både globalt og i Danmark. Og det samme er diskussionerne om bevægelsens grundlag.

Selv om socialister ikke tror på, at markeds-kapitalismen kan løse klima-problemerne, så gør mange andre i bevægelsen. Det betyder, at vi skal sikre, at bevægelsen kan rumme disse diskussioner – på samme måde som anti-krigs-bevægelsen indeholdt forskellige bud på alternativet til Bush’s krige. Fælles aktioner for enkle fælles krav – kombineret med løbende diskussion af alternativer – er det bedste middel til at sikre enheden i bevægelsen.

Samtidig skal kravene rejses i de sociale bevægelser, som i forvejen er oppe mod Bush, Fogh & Co.

Her er fagbevægelsen helt central. Dels for at sikre, at indgrebene bliver socialt retfærdige. Dels fordi strejker er det bedste middel til at skabe et politisk pres. Og dels fordi arbejderklassen også kan stille konkrete krav om bæredygtig produktion på de enkelte arbejdspladser.

Socialisme

Den globale opvarmning er en meget konkret trussel for milliarder af klodens befolkning. Kloden skal nok overleve, men hvad med menneskene på den?

Den globale opvarmning stiller sammen med imperialistiske krige og den stigende globale uretfærdighed enorme spørgsmål ved kapitalismen. Flere og flere indser, at der er tale om system-fejl, som ikke kan løses med større eller mindre justeringer.

Socialisme betyder at afskaffe kapitalismens konkurrence-system og erstatte det med demokratisk og kollektiv overtagelse af produktionsmidlerne.

Det er den mest realistiske måde at løse klima-problemerne på. Når det er de samme mennesker, som producerer og forbruger og samtidig styrer produktionen og resten af samfundet, så er der ingen interesse-konflikt – vi har alle interesse i en globalt og socialt retfærdig og bæredygtig udvikling.

Derfor vil socialister både opbygge bevægelser mod global opvarmning, krig og global ulighed, som omfatter alle – uanset om de er socialister eller ej. Samtidig vil vi argumentere for anti-kapitalistiske løsninger – og for at socialisme er den eneste mulighed for en permanent løsning af disse livstruende globale spørgsmål.


printPrint-versjon

tipsTips en venn:

tips
tips
space

space

Til toppenTil toppen

ForumKommenter denne artikkelen (Krever innlogging).


space

Logg inn



Husk meg

Ny Bruker


RSS-feed

Siste 5 saker:

Ny nettside

... [mer]

20.01.2017

Ny nettside

Internasjonale sosialister har fått ny nettside: internasjonalesosialister.no ... [mer]

02.01.2017

Ingen norsk imperialist-krig! Ingen legitimitet for bombing!

... [mer]

21.11.2015

Imperialistiske stormakter har satt det syriske folket til side

30. oktober satt stormakter og diktaturer seg til bords i Wien for å drøfte hva de vil med Syria. Den syriske sosialisten Ghayath Naiss ... [mer]

18.11.2015

Deres kriger - våre døde

NPA (Frankrike) om terrorhandlingene i Paris 13. november. Oversatt til dansk av Internationale Socialister og publisert i Socialistisk ... [mer]

18.11.2015

INTERNASJONALE SOSIALISTER // PB 9226, 0134 Oslo. // Tel: 22 20 17 89 // Fax: 22 20 35 70. Epost: intsos@intsos.no. Teknisk: webmaster@intsos.no.